Anmeldelse af WOW-Park med aktivt barn

wow-park

Vi har været i WOW-Park i dag
( – på fribiletter, venligst doneret af Fiskeriets Hus <3 )

Vi havde selvfølgelig bevidst valgt en alm hverdags-formiddag, og at komme så snart de åbnede, så der, her uden for højsæsonen, sikkert ikke var overvældende mange mennesker.
Det var der heller ikke 🙂

Det var faktisk helt perfekt stille, fordi det store skovareal kan rumme ret mange mennesker, før man rigtig begynder at opdage og støde ind i dem.
My kunne priviligeret vælge lige den aktivitet hun havde lyst til, uden at vente i kø, så snart hun fik ideen. Vi løb rundt og hun fandt hurtigt et par favoritter: Labyrinten, trætop-husene og de store net med bolde – Som også er fine hængekøjer for trætte voksne 😉

Vejret var super fint, men en smule vådt efter regn – Vi valgte at være ligeglade, og blev lidt våde i rutschebanerne og klatrestederne. Hvis ens barn er mere følsomt med vådt tøj er regntøj en rigtig god ide derude.

Der er god kaffe i Cafeen, fine toiletforhold, gode steder at spise madpakke, grille medbragt mad eller lave snobrød. Der er ikke en masse farvestrålende slik eller junkfood og det passer os fint.

Der var meget få syntetiske lyde, og pladsen mellem og aktiviteternes størrelse giver også en dæmpende effekt på de andre børns glade råb. Tilsvarende kan ens eget barn sagtens give den gas og være højlydt uden at genere nogen.

My er meget, meget motorisk urolig og har svært ved helt at kontrollere sin krop. Det er sjældent at hun kan give alt den energi fuld gas, et offentligt sted uden at genere andre. Men, det kunne hun her – og hoppede, løb, klatrede, svingede og blev meget mudret til i godt 2½ time, før hun begyndte at være en smule overvældet 🙂

Vi kommer helt sikkert tilbage inden der kommer for mange turister og senere når sæsonen igen løjer af. Det kan klart anbefales til andre børn med autisme, som trives i naturen.

PS: Bonus – My glemte sin højdeskræk!

Højdeskræk?

Da My var knap tre år gammel, måtte jeg hente hende ned fra meterhøje træer og hun var altid først oppe på de højeste rutschebaner.
Efter 4. skoleskift blev hun pludselig højdeskræk, nærmest fra den ene dag til den anden.

Og nu? – Det ser sørme ud til, at hun har glemt det igen, ikke? 😀
Skal vi ikke satse på, at den genvundne færdighed holder ved <3

højdeskræk