Det folk spørger om

Der er et par spørgsmål som går igen hos stort set alle der gerne vil vide mere om vores lille skole, så dem vil jeg gerne fortælle lidt om 🙂

Myshjemmeskolefotos (30)I forhold til det sociale er der flere aspekter omkring My som gør, at vi er meget obs på den del i forvejen.

My havde nogle virkelig dårlige oplevelser i hendes forrige skoletilbud og hun endte med at blive undervist alene i et lokale for sig. Der kunne hun så følge hendes tidligere klassekammerater i frikvartererne uden at være med i gruppen, til hendes store frustration og skade for hendes selvværd.
Med hendes mange skoleskift (5 inden 3. klasse) oveni har hun oplevet, at venner er nogen der enten forsvinder ud i det blå eller bliver bange for/træt af hende efter kort tid.

My har tidligere haft jævnaldrende venner som hun så flere gange ugentligt i børnehaven, blandt mine og hendes fars venners børn, i lokalområdet og i hjemmeskolenetværket.
– Men hun har også altid haft brug for at trække sig og have alenetid – helt fra hun var lille. Hun opsøger relationer i små potioner, og har derefter brug for at lade op uden forstyrrelser.
Det genkender både hendes far og jeg fra os selv, for vi har tilsvarende behov og har altid respekteret Mys introverte væsen uden større bekymring, da hun jo på ingen måde trækker sig eller mangler interesse for fra andre mennesker.
– Selv siger hun, at hun har brug for meget tid til at tænke og bruge sin fantasi.

Et par af hendes gamle venner har hun stadig jævnlig kontakt med, omend vi pt. holder hendes legeaftaler meget korte og overskuelige, og altid med en voksenguide til stede.
My skal have hjælp når hun bliver frustreret, af hensyn til hende selv og de børn hun leger med pt. fordi hun stadig hurtigt bliver meget stresset.

Efter så mange nederlag på det sociale og med autisme oveni, er vi bange for, at det sammen med hendes introverthed (ikke at forveksle med asocial, My er ret social) , kan ende med at hun trækker sig helt, hvis hun får flere knæk på selvtilliden.

For os er det vigtige derfor nu, at vi fokuserer på, at My skal have positive vedvarende relationer i første omgang, uden pres på at hun skal lære at forholde sig til mange forskellige mennesker – Det skal nok komme senere.

Vi bruger udover legeaftaler pennevenner pr brev og sms og skype, fordi det er en rigtig fin måde at have en nem kontakt på, som ikke indbærer at hun skal aflæse en masse usagt i handlinger og kropssprog. At hun får skrivetræning oveni er bare et plus.

Og så håber vi, at vi stille og roligt lærer folk at kende i byen efterhånden som vi kommer på plads og vores lille skole bliver en del af bybilledet.
Vi bruger tid flere gange om ugen på at gå ud, – korte ture på biblioteket, i butikker og til små arrangementer og jeg opfordrer My til at fortælle om hjemmeskolen – som jeg fortæller hende: Fordi det kan være, at nogen kender et barn som hende, “stille og vild på én gang”, og at vi derigennem kan finde nye legekammerater – Vi har endda visitkort med 🙂
– Hvis du ser os derude, er du altid velkommen til at spørge, bare du gør det med hensynet til Mys alder og handicap i mente – dvs. med positiv nysgerrighed 🙂

myUdover det sociale, spørger mange til hjemmeskolens varighed.

Som udgangspunkt er hjemmeskolen en permanent løsning.
Det er ikke fordi vi ikke tror der ikke findes andre gode skoler, eller at My ikke på et tidspunkt kan indgå i et andet tilbud, men netop fordi det er målet at finde sådan en.
– Det skal bare ikke være nu.

 

My har brugt de sidste snart 4 år på indkøring og har været i en konstant venteposition på at få den ro og den hverdag hun trives i.
Det er over en tredjedel af hendes lille børneliv som delvist er spildt på frustrationer og stressafledte konflikter.
Hun har været rykket op med rode så mange gange, at hun ikke længere har tillid til at der findes skoler som vil og kan hende.

Det er mit klare indtryk, at hvis My blev placeret i et udetilbud i nærmeste fremtid, så ville hun igen blive stresset og hun ville i endnu højere grad teste grænser hos personalet end hidtil.
My ville i det tilfælde have et helt overdrevet behov for at sikre sig, at hun ikke blev forkastet, som jo er blevet hendes forventning, klog af skade, så at sige.
I det sidste skoletilbud brugte de et halvt år på konstant at sige “Du er velkommen hos os, vi smider dig aldrig ud. Vi er en skole for stille og vilde børn, det kan du stole på” Dette mantra gentog de hver eneste dag.
Set i bakspejlet har det været en utrolig skadende strategi, fordi de udover at svigte hende efterfølgende også viste hende, at man ikke kan stole på voksne. Det kommer til at tage lang tid at genoprette den tillid.

Ved at planlægge langsigtet, med forbehold for ændringer, kan vi tilbyde My den tryghed hun i høj grad har brug for efter at være blevet kastet rundt mellem tilbud.
Vi har lovet hende, og os selv, at hun fra nu af er 100% sikker på at få en god og fornuftig grunduddannelse der svarer til hendes begavede niveau, så hun efter afgangseksamen selv kan vælge sin videre vej – selvfølgelig med evt. autistiske begrænsninger i mente.

Hvis vi indstiller os på, at hjemmeskolen skal være en midlertidig lappeløsning er jeg bange for, at hun ikke får hverken den undervisning eller socialtræning hun har krav på mens hun er hjemme.
Hvis vi allerede nu beslutter, at hun om et år skal ud i et andet tilbud, vil det jo være virkelig synd at begynde, at oprette nye relationer i hjemmeskolenetværket eller indgå i krævende fritidsinteresser, som hun senere må opgive, fordi hendes kontaktbehov nu engang ikke er til, at hun kan være mere “på” efter en almindelig skoledag.
Tilsvarende kræver det en del investeringer, tidsmæssigt og økonomisk, at sikre det faglige niveau, og igen er vi bange for, at det er svært at engagere My, os selv og vores netværk, hvis målet er “la-la” og “måske”.

Så, vi har besluttet at hjemmeskolen skal være verdens bedste – for My, og at mindre ikke kan gøre det.
– Det er muligvis en situation vi er tvunget ud i, men derfor behøver vi ikke basere vores indhold på trods 🙂

Hvis My, når hun ikke længere er stresset, selv begynder at efterspørge en anden løsning, vil vi naturligvis kaste os ud i at finde en sådan med lige så stor entutiasme.
– Hvis hun ikke gør, og så længe vi føler vi selv kan løfte opgaven, og ser at hun trives og udvikler sig, så kører vi med en planlægning der hedder 2 år af gangen med folkeskolens afgangseksamen som endemål, evt. på efterskole, hvis vi er så heldige at nå så langt.

Igen, det vigtigste er, at det er på tide at My kommer igang med livet og hverdagen.
Hun skal have ro til at lære og leve ikke mindst 🙂