Vinterferie og ugen der gik

vinter i hjemmeskolenVi har haft en hyggelig men også lidt turbulent uge i hjemmeskolen – Nu har vi vinterferie, og det bliver skønt for os begge 🙂

Noget af det bedste ved at hjemmeskole er, at vi selv kan planlægge vores ferier og fridage efter hvad der passer bedst til vores hverdag. – Vi kan undgå de dyre højsæsoner og selvom det måske virker lidt vildt med vinterferie næsten lige efter juleferie, er det ikke helt dumt – autistisk set.
Juleferien indebærer en masse sociale aktiviteter, så derfor er det rigtig godt med en uge hvor der slet ikke skal ske noget nu 🙂

My er taget på ferie hos sin far, og jeg skal have indhentet lidt arbejde, og lave lidt planlægning til de næste par temaer i skolen, så jeg er godt med inden My kommer tilbage.

Jeg skal også holde et par fridage, fordi vi endelig! har fået bekræftet at jeg får udbetalt den afviklingsperiode i tabt arbejdsfortjenste som jeg har regnet med, og har krav på. Det tog en masse mails frem og tilbage, men nu er det heldigvis gået i orden, og vi er med igen økonomisk efter opstart og flytning.

Fremover skal vi klare os selv, da hjemmeskoler ikke er tilskudsberettigede, men det har vi nu hele tiden været klar over og planlagt efter.
Vi bliver ikke rige på penge af denne løsning, men så får vi forhåbentligt noget andet istedet 🙂

Efter vinterferien fortsætter vi med vores tema om Olympens Guder og Helte
.
My har givet mig en liste over emner hun gerne vil lære mere om, og det kloge lille barn har faktisk sat mig på hårdt arbejde… Jeg mener, virkelig! Hun vil lære om det vi ikke umiddelbart kan finde på nettet eller i de bøger vi har lånt på bib. Myter som ikke er oversat til dansk og digte jeg slet ikke vidste fandtes.
Men – jeg har jo selv spurgt hende, og det er nu heller ikke værst selv at lære når man underviser (siger den stolte mor) 🙂

Vi poster skolenyt om en uges tid igen 🙂

Tilsyn

Alle hjemmeskoler skal have et obligatorisk tilsyn iflg lovgivningen og vi har netop haft vores første.

Det var et superhyggeligt besøg, hvor vi snakkede lidt om hvad vi laver i skolen, hvordan og hvorfor – Stille og roligt, så tilsynet kan danne sig et indtryk af hvad vi laver, hvilket niveau undervisningen er på og hvordan My trives med skoleformen.

Det er meget forskelligt hvordan kommunerne landet over håndterer hjemmeskole-tilsyn. Sidst vi hjemmeskolede i Herning oplevede vi tilsynet som et slags opsyn – Ikke på en dårlig måde, men meget ensidig og lidt forstyrrende.
Vi har i dag fået indtryk af, at der herude vestpå udover kontroldelen, også er lagt op til sparring og at vi kan kontakte tilsynet for evt. spørgsmål der måtte opstå, så det er vi rigtig glade for.

My var ikke synderligt påvirket af besøget, og udnyttede den kedelige voksen-samtale til at smutte på værelset og holde forlænget frikvarter med sin iPad uden at blive forstyrret 🙂